Kontakt os

Lønservice | Samarbejdsaftale

1. Parter og aftalegrundlag

Denne samarbejdsaftale indgås mellem:

Nordic Finans ApS
CVR-nr. 44283336
Rådhusstræde 15
1466 København K

og den virksomhed, som fremgår som modtager og kunde i den e-mail, hvormed denne samarbejdsaftale fremsendes, herefter benævnt “Kunden“.

Kundens virksomhedsnavn, CVR-nr., kontaktoplysninger, valgte ydelsespakke, oplyste omsætning, pris, faktureringsinterval og eventuelle øvrige individuelt aftalte forhold fremgår af den e-mail eller det tilbud, som denne samarbejdsaftale er vedlagt.

Den pågældende e-mail og denne samarbejdsaftale udgør samlet Parternes aftalegrundlag.

Ved Kundens skriftlige accept af aftalen accepterer Kunden både vilkårene i denne samarbejdsaftale og de individuelt angivne vilkår i den tilhørende e-mail.

2. Lønservice

Nordic Finans ApS varetager Kundens lønadministration efter Kundens anvisninger og på baggrund af de oplysninger, Kunden stiller til rådighed.

Lønservice omfatter:

  • Udarbejdelse af lønsedler

  • Beregning af løn på baggrund af Kundens oplysninger

  • Registrering af ferie, pension og øvrige lønoplysninger, hvor relevant

  • Klargøring og almindelig håndtering af lønindberetninger

  • Grundlæggende kvalitetssikring

3. Pris

Lønservice afregnes med 200 kr. ekskl. moms pr. lønseddel udarbejdet af Nordic Finans ApS.

Der faktureres alene for de lønsedler, som Nordic Finans ApS udarbejder.

Eventuelle ekstraordinære opgaver, korrektioner af tidligere lønperioder, genindberetninger eller øvrigt arbejde uden for almindelig lønkørsel kan faktureres særskilt efter aftale.

4. Kundens ansvar og frister

For at sikre rettidig lønbehandling skal Kunden fremsende alle nødvendige og korrekte lønoplysninger til Nordic Finans ApS senest den 20. i hver måned.

Oplysningerne skal blandt andet omfatte relevante ændringer i løn, timer, ferie, fravær, pension, tillæg, fradrag, bonus, nye medarbejdere, fratrådte medarbejdere og øvrige forhold med betydning for lønkørslen.

Oplysninger modtaget efter den 20. kan medføre, at Nordic Finans ApS ikke kan garantere behandling inden månedens afslutning.

Lønsedler

Nordic Finans ApS fremsender de udarbejdede lønsedler til Kunden via e-mail senest den sidste hverdag i måneden.

Kunden er herefter selv ansvarlig for:

  • at kontrollere de modtagne lønsedler og straks meddele eventuelle fejl eller mangler,

  • at videresende lønsedlerne til de relevante medarbejdere,

  • at udbetale nettoløn rettidigt til medarbejderne,

  • samt at sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed til løn og øvrige lønrelaterede betalinger.

Nordic Finans ApS foretager ikke selve lønudbetalingen til medarbejderne, medmindre dette særskilt er aftalt skriftligt.

A-skat, AM-bidrag og øvrige betalinger

Nordic Finans ApS foretager de aftalte lønindberetninger på baggrund af de oplysninger, Kunden har leveret.

Kunden er selv ansvarlig for at kontrollere de indberettede beløb samt for rettidig betaling af A-skat, AM-bidrag og øvrige lønrelaterede beløb til de relevante myndigheder og modtagere.

Nordic Finans ApS foretager ikke betaling af A-skat, AM-bidrag eller øvrige lønrelaterede forpligtelser på Kundens vegne, medmindre dette særskilt er aftalt skriftligt.

Kunden er ansvarlig for at kontrollere, at betalingerne gennemføres korrekt og rettidigt.

Nordic Finans ApS er ikke ansvarlig for renter, gebyrer, restancer eller øvrige konsekvenser, der skyldes Kundens manglende eller forsinkede betaling, manglende videresendelse af lønsedler eller manglende, urigtige eller forsinkede oplysninger til Nordic Finans ApS.

5. Opsigelse

Aftalen er uden bindingsperiode.

Kunden kan til enhver tid opsige lønservice skriftligt.

Allerede udført arbejde samt lønsedler udarbejdet inden samarbejdets ophør faktureres efter den aftalte pris.

6. Ansvar

Nordic Finans ApS udfører de aftalte ydelser fagligt forsvarligt og på baggrund af de oplysninger, Kunden har fremsendt.

Nordic Finans ApS overtager ikke ansvar for fejl eller mangler fra lønperioder før samarbejdets begyndelse, medmindre Nordic Finans ApS særskilt har påtaget sig at gennemgå eller korrigere disse.

7. Fortrolighed og personoplysninger

Oplysninger modtaget som led i lønadministrationen behandles fortroligt og i overensstemmelse med gældende regler om databeskyttelse.

Hvis der er behov for en særskilt databehandleraftale, indgås denne særskilt.

8. Ikrafttrædelse og accept

Aftalen træder i kraft ved Kundens skriftlige godkendelse. Skriftlig godkendelse kan ske ved svar på den e-mail, hvormed denne aftale er fremsendt.

En utvetydig accept, eksempelvis:

“Vi godkender hermed aftalen.”

udgør accept af denne samarbejdsaftale samt eventuelle individuelle vilkår i den ledsagende e-mail.